København i slutningen af 50´erne. Et stort, forventningsfuldt publikum stimler sammen ned ad Frederiksberg Allé. De er alle kommet for især at se Dirch Passer. 30 år gammel og allerede en myte. Med et blik, en enkelt replik, har han publikum i sin hule hånd. Sammen med sin makker og sjæleven, Kjeld Petersen, er han på toppen af verden. De lægger gader øde med deres symbiotiske og fantastiske timing i revyernes højborg - Stig Lommers farverige ABC scene. Alt, hvad Dirch nogensinde har drømt om, er virkelighed. Han og Kjeld nyder livet som berømtheder til fulde med endeløse byture, letlevende damer, og konstant arbejde. Men i kulisserne lurer dæmonerne. Sceneskræk, druk, jalousi og spirende ambitioner om at spille seriøse roller kaster skygger i de to komikeres venskab, og den konfliktsky, generte Dirch Passer må prøve at tage sit liv i egne skrøbelige hænder. ”Dirch” spænder over 3 årtier og er en episk og universel fortælling om et menneskes søgen efter meningen med livet. En hyldest til komikken, til latteren, til håbet, til Dirch Passers kæmpe befriende råb udover scenen, der rev alt med sig, fik publikum til at glemme ensomheden og gjorde ham udødelig. Haba haba haba.
Stor succes hos både publikum og anmeldere
Den gribende portrætfilm om hele Danmarks Dirch er indtil videre blevet set i biografen af ikke mindre end 481.043 danskere, og tallet stiger stadig hver eneste dag. Landets filmanmeldere har rost DIRCH til skyerne – fx skrev Ekstra Bladet at ”Dirch er mesterlig og en triumf for dansk film” i den 6-stjernede filmanmeldelse – og filmen var desuden nomineret til den fornemme Nordisk Råds Filmpris 2011. Forleden hædrede Nordisk Film Fonden instruktør Martin P. Zandvliet, der kunne modtage Erik Ballings Rejselegat på 50.000 kr. for, med DIRCH at vise ”at han mere end én gang formår at skabe et rum, som skuespillere tør blotte sig i og dermed yde blændende skuespilpræstationer”, som juryformand, producer Thomas Heinesen, formulerede det. Selv forklarer Zandvliet om sin egen motivation til at lave filmen på den rigtige måde:
”Jeg synes, mennesket er mest interessant, hvis man kan se, det har et liv bag sig. Man må godt kunne se dets angst, ar og mærke dets dæmoner. Jeg vil ikke udstille det grimme, men jeg synes faktisk, det er meget smukkere at se arrene. Og for mig er ”Dirch” fortællingen om arrene, fortællingen der går bag om succesen, bag om mennesket.”, siger Martin P. Zandvliet, ”Det er filmen, som viser os bagsiden af medaljen.”
