Kontakt kundeservice  |  privacy-policy  |  Tilmeld nyhedsbrev  |  Log ind  |  Opret profil
Forsiden -> DVD film -> Olsen Banden: Jubilæums Samling
Kategorier
Olsen Banden: Jubilæums Samling
Olsen Banden: Jubilæums Samling

Olsen Banden: Jubilæums Samling DVD


ButikPrisGå til butik
GuccaTjek prisenTil butik
Olsen-Banden: Jubilæums Samling indeholder alle 14 Olsen-Banden klassikere:

1: Olsen-Banden (1968):

Den første film i succes-serien med Egon, Benny og Kjeld serverer den herlige, velmixede cocktail af store planer og mindre, men afgørende, katastrofer.
Egon lander i Vridsløse, fordi Benny og Kjeld klodser i det under et tyveriforsøg, men han kommer ud med en plan. Et kostbart tysk kunst-klenodie er udstillet i København - det bevogtes omhyggeligt af politiet, anført af Peter Steen som kriminalassistent Mortensen. At stjæle det er lige en udfordring for Egon Olsen og hans bande, som har fast tilholdssted på et værtshus med Paul Hagen bag disken og Grethe Sønck som kærlig leder af en flok venlige "glædespiger", der gerne rækker de uheldige helte en hjælpende hånd...
En serie-premiere, der præsenterer det populære trekløver præcist som vi senere kender og elsker dem - og så er det filmen, hvor Benny er forlovet med Lotte Tarp.

2. Olsen-Banden på spanden (1969):

Egon Olsen kommer fra fængslet lige ud til den barske virkelighed. Ghita Nørby spiller socialrådgiveren, der skal lede ham på rette veje. Egon er slet ikke uimodtagelig, og sammen med Kjeld & Benny får han job på en legetøjsfabrik. Meget midlertidigt, viser det sig, og vennerne fyres kollektivt.
Men der er også vigtigere sager på programmet: En amerikansk storgangster er ude efter ikke mindre end kronjuvelerne - og de ægte af slagsen opbevares i Nationalbanken. Olsen-Banden må trække i arbejdstøjet - som rengøringsfolk i banken - for at komme amerikanerne i forkøbet. Juvelerne havner i et par cello-kasser, og så går den vilde forvekslings-jagt. Banden bliver "assisteret" af Dynamit-Harry - en rolle, der gav Preben Kaas en Bodil for bedste birolle.

3. Olsen-Banden i Jylland (1971):

Egon har fået fingre i et kort, der viser, at der er en værdifuld skat gemt i en gammel, tysk kommandobunker ved Vestkysten. Men det har to andre forbrydere (Helle Virkner og Willy Rathnov) også fået færten af. Olsen-Banden har ikke gjort det nemmere for sig selv ved at tage Yvonne med på slæb. Samtidig tror de fejlagtigt, at det er nemt at tage vestjyderne ved næsen - især fejlbedømmer de en snu skrothandler (Karl Stegger), og hans stumme assistent (Preben Kaas). De bliver hurtigt meget, meget klogere. En efterladt bombe fra krigens tid giver Kjeld et kortvarigt, men meget markant, granatchok, som får ham til stilfuldt at gennemføre en forrygende tur i en løbsk tipvogn. Ikke overraskende må en planlagt Mallorca-tur udsættes midlertidigt...

4. Olsen-Bandens store kup (1972):

Egon, Kjeld og Benny har endelig held i sprøjten. En af Egons geniale planer lykkes, og de plyndrer effektivt og fiffigt en pengetransport med fire millioner kroner i gangbare sedler. Kjeld laver trafikprop med en pølsevogn, og så er banden ved muffen. Men i starten skal der holdes lav cigarføring - pengene skal gemmes et sikkert sted. Desværre er stedet ikke mere sikkert, end at en konkurrerende forbryder-duo, Kongen og Knægten (Poul Reichhardt og Arthur Jensen), snupper millionerne for næsen af vore venner og til Egons store irritation begynder at strø om sig med penge. Inden det hele er ødslet væk på et liv i sus og dus, må Olsen-Banden røve pengene tilbage - man skal jo også tænke på Børges konfirmation, hvilket Yvonne ikke undlader at gøre kraftigt opmærksom på...

5. Olsen-Banden går amok (1973):

Egon, Kjeld og Benny skal bare lige fikse et Franz Jäger-pengeskab, placeret i Palads-biograferne i København. Men den stabilt overrislede medhjælper, Dynamit-Harry (Preben Kaas), sørger for at det kikser. Da Egon kommer ud af Vridsløse, er den sædvanlige modtagelseskomité indskrænket til Harry - som oven i købet er stået på vandvognen. Kjeld og Benny har fået job hos en købmand, så Egon er godt og grundig bekymret. Harry kan ingenting i ædru tilstand, og da Kjeld og Benny - for en enkelt gangs skyld, uskyldige - fanges af politiet, må Egon i aktion og redde sine gamle venner. Der ligger seks millioner i sorte penge og venter på Christianshavn. Penge som også politiet, anført af Axel Strøbye, har opdaget. Egon får en tur i frostboksen, Harry drikker sig mod til, og det hele ender som timet og tilrettelagt... Næsten...

6. Olsen-Bandens sidste bedrifter (1974):

Olsen-Banden er atter i krise. Yvonne forplumrer godt og grundigt et kup hos en grisefest-arrangør, og Egon må igen en tur til Vridsløse. Da han kommer ud, overser han den sædvanlige modtagelseskomité og kører i stedet væk sammen med bagmanden Holm-Hansen. Han er hyret til et bræk i Schweiz, men opdager for sent at han er gået i en fælde. Hævnen skal tages, og da Kjeld og Bennys karriere som selvstændige tyveknægte er på nulpunktet, samles banden om at gribe ind i Holm-Hansens handel med de kostbare Bedford-diamanter og score kassen.
Yvonne driver Egon til vanvid, så han går i barndom. Og som om det ikke var nok, må han også en tur i kanalen, iført Bøffens cementsko. Alligevel oplever Olsen-Banden hævnens kortvarige sødme...

7. Olsen-Banden på sporet (1975):

Efter Olsen-Bandens eneste vellykkede kup skulle man tro, at de havde alle muligheder for at nyde livet under Mallorcas sol. Men luksuslivet er alt andet end idyl. Yvonne har oven i købet slået sig på flasken - af depression og kedsomhed. Da Bøffen hugger 90 millioner tilbage fra den flygtede bande, får de en god anledning til at tage hjem. Egon må en tur i Vridsløse, men kommer ud med en ny plan. Pengene er smeltet om til guldbarrer, der skal fragtes med tog - i en pansret Franz Jäger-godsvogn. Lige en opgave for Egon, Benny og Kjeld.
Banden sætter Børge ind i aktionen ved at få ham ansat som trafikassistent-elev hos DSB, repræsenteret af funktionærerne Brodersen og Gotfredsen (Helge Kjærulff-Schmidt og Paul Hagen). Axel Strøbye og Ole Ernst er ordensmagten, der har svært ved at holde sig på rette spor, selv om Yvonne - med vanlig snusfornuft - har anmeldt tyveriet af millionerne til dem...

8. Olsen-Banden ser rødt (1976):

Olsen-Banden har fået et yderligere pres lagt på sig. Kjeld og Yvonnes søn Børge skal giftes med Fie, og Yvonne er begejstret. Pengene til at holde bryllup for skal delvist skaffes ved at stjæle en kostbar kinesisk vase, som en lensbaron er i besiddelse af. Barnemad for Egon, men det går ikke helt som timet og tilrettelagt. Ved en større fest, som baronen afholder på sit slot, anbringes Kjeld og Benny som køkkenpersonale under ledelse af en lettere hysterisk kok (Buster Larsen). Under festen skal Egon fikse Franz Jäger-pengeskabet og bytte vasen med en billig kopi.
Vase-jagten ender efter mange genvordigheder i Det Kongelige Teater, hvor Bent Mejding dirigerer orkestrets opførelse af "Elverhøj", mens banden systematisk bomber sig gennem lokalerne bag scenen i seriens måske mest berømte scene...

9. Olsen-Banden deruda££ (1977):

Egons traditionelle modtagelseskomité ved Vridsløse er denne gang suppleret med Georg (Claus Ryskjær). Han er en moderne tyv med tjek på elektronik og EDB, men på bundlinien er det de gamle røver-dyder, der virker. Olsen-Banden opdager, at en korrupt bagmand, Holm-Hansen, vil videresælge EF££s smørpukkel til Rusland efter at have købt den med sorte penge. Pengene er deponeret og sendt til hvidvask i den stort set uindtagelige danske afdeling af Verdensbanken. Lige en sag for trekløveret, der dog generes ikke så lidt af Yvonnes bestræbelser på at tage kørekort og Kjelds forøgede deltagelse i pasning af hjemmet.
Kriminalassistent Jensen (Axel Strøbye) og hans assistent (Dick Kaysø) sørger ufrivilligt for, at Olsen-Banden får arbejdsro...

10. Olsen-Banden går i krig (1978):

I anledning af dronningens fødselsdag løslades Egon. Det passer ham rigtig skidt, så han kikser bevidst et velplanlagt kup, som Benny og Kjeld har dirigeret. Sagen er nemlig den, at han i fængslet kan opsnappe landsforræderiske planer om, at EF vil omdanne Danmark til ferie- og forlystelsesparadiset "Daisyland" - et turisthelvede, administreret med 10 millioner sorte D-mark af bagmanden Bang-Johansen og hans skrupelløse kurér, Den Sorte Baron.
Olsen-Banden skal skaffe en mikrofilm, som de kan afpresse Bang-Johansen med. Bagmanden holder til på Københavns Rådhus, og det giver banden mulighed for at slå til i magtens centrum. Men samtidig sender det dem også ud på en mindeværdig tur på Rådhusurets store urvisere. Egon bindes fast til uret, og snart vil den store viser skubbe Egon ned i afgrunden - medmindre Kjeld og Benny når frem i tide.
Men hvad gør man ikke for at redde fædrelandet fra endnu en nedværdigelse?

11. Olsen-Banden overgiver sig aldrig (1979):

Det starter med et teknisk set velgennemført kup med en fjernstyret Lego-bil. Problemet er bare, at pengeskabet er tomt. Folk har ikke rede penge mere. De anbringer dem i papirer og spekulerer i dem. Det finder Egon ud af efter en kortere nedkøling i Vridsløse, og han er efterfølgende klar til endnu et stort kup. Han køber, til Yvonnes udelte glæde, Magasin du Nord via et fup-firma kaldet Daninvest. Men firmaets snu bagmand, Bang-Johansen, snyder ham på målstregen. Og det ser rigtigt sort ud for Egon, da han finder sig bagbundet på en stol, i en grusgrav, med adskillige stænger dynamit under sig...
Bagmanden er desuden i gang med, på uhæderlig vis, at sikre Danmarks fortsatte medlemsskab af EF, så Olsen-Banden må til Bruxelles, hvor Per Pallesen og Buster Larsen fungerer både som gendarmer og lette ofre.

12. Olsen-Bandens flugt over plankeværket (1981):

Olsen-Banden lægger an til det sidste, afgørende kup, motiveret af Yvonne og Kjelds forestående sølvbryllup. Løsningen viser sig at ligge i en rød kuffert, som en suspekt bagmand, direktør Bang-Johansen fra forsikringsselskabet "Høje Nord", skal have smuglet til Paris. Som sædvanligt lægger Egon planerne, og Benny og Kjeld spolerer dem lige så sædvanligt. Bang-Johansens tavse og brutale assistent, Bøffen, anbringer Egon i den ene livstruende situation efter den anden, men heldigvis kan hans allestedsnærværende "hundehoveder", Kjeld og Benny, indimellem have heldet med sig.
På ægte Olsen Bande-facon illustreres her, hvordan man kan snyde en hunde-udstyret vagtmand og bryde ind i en velbevogtet ejendom. Man skal bruge: "en paraply, et julelys, et eksemplar af Land og Folk og en gammel ost." Sådan!

13. Olsen-Banden over alle bjerge (1981):

Olsen-Banden er på jagt efter Bang-Johansens røde kuffert. Forsikringsdirektøren er, som banden, slemt på spanden og planlægger en lyssky, fredstruende handel til mange millioner kroner. Egon, Kjeld og Benny regner med, at kufferten vil indbringe en findeløn, stor nok til at de kan trække sig ubekymrede tilbage og fejre Kjeld og Yvonnes sølvbryllup med manér. Men selv om alle sejl sættes ind – og Yvonne debuterer som aktivt bandemedlem, forklædt som rengøringsassistent - lykkes det Bang-Johansen at slippe afsted til Paris. Men Olsen-Banden er lige i hans fodspor, og i en sprudlende finale gør de deres bedste for at sætte byernes by på den anden ende og redde verden.
Både Poul Reichhardt og Kirsten Walther ses her i deres sidste filmroller.

14. Olsen-Bandens sidste stik (1998):

Ældre og rundere end før, men med samme opfindsomhed, humor og deres velkendte ukuelige optimisme. Olsen-Banden har været adskilt i 17 år, men nu er de sammen igen!
Departementschef Hallandsen har et problem; han skal fremskaffe den røde kuffert, der indeholder følsomme oplysninger om verdens mest magtfulde mænd. Kufferten skal destrueres, og Olsen-Banden bliver sat på opgaven, men Hallandsen har som sædvanlig ikke rent mel i posen. Det kræver planen over alle planer, hvis Olsen-Banden skal redde æren. Og den plan, den har Egon! Skide godt Egon!