Sam Ryan er en skarpsindig retsmediciner og hun behandler hver enkelt sag med respekt. Hendes veludviklede retfærdighedssans driver hende til at finde sandheden.
Blood, Sweat and Tears
Sam tvinges til at samarbejde med en gammel flamme for at undersøge en ung boksers død i en sag, hvor der sættes spørgsmålstegn ved trænerens metoder. Den retslige efterforskning konkluderer, at der er tale om selvmord, men det er Sam ikke overbevist om. De forskellige brikker pusles sammen, og Sam er sikker på, at facaden hos den venlige træner ikke stemmer helt overens med virkeligheden.
Cease Upon the Midnights
En patient med en uhelbredelig sygdom dør, og hans krop doneres til medicinsk forskning, men Sam har mistanke om, at hans død ikke var så naturlig endda. Craig, den døde mands bror, havde lige inden hans død været uvenner med broderen. Hjemme hos Craig finder politiet, foruden et iturevet fotografi af broderen, store mængder hamp. Og hvis det nu ikke var en naturlig død, hvorfor skulle man så tage livet af et i forvejen dødssygt menneske?
Only the Lonely
Da en ung kvinde findes myrdet, rettes mistanken mod hendes mand. Der opdages desuden en sammenhæng mellem dette og et tidligere uopklaret mord. Sam har svært ved at fokusere på denne sag, da eftervirkningerne fra en tidligere sag trænger sig på. Sam og hendes chef Peter Ross har hver sin opfattelse af sagen, og mens de skændes, går en morder frit omkring.
Friends Like These
Sam og Peter Ross har indledt et forhold, og Sam nyder livet, da en morder, som politiet har anholdt i den nedslidte bymidte, kræver deres opmærksomhed. Efter en rekonstruktion af mordet mener politiet, at de har fat den rette, men Sam tvivler, da der er for få kriminaltekniske beviser. Sam tvinges til at sætte sit job på spil i kampen for at overbevise politiet om, at de tager fejl. Hendes uprofessionelle opførsel sætter sindene i kog på politistationen, og Ross er splittet mellem sine private følelser og sit ledelsesmæssige ansvar.