"Ah. Adele. Den unge pige med den store stemme, som er så nærliggende at sammenligne med Duffy eller Amy Winehouse. Pigen, som topper hitlisterne med Rolling In The Deep, er som smør på popbrødet. Rejen i osten. Pynten på kagen. Og det ville være en skam at sammenligne hende med nogen. Adele kan synge for sig selv. Hendes bluesede, poppede, soulede, gospelede, boblende univers er en lise for popsjælen. Klaveret, der ikke er er bange for det følelsesladede og det storladne. Koret, som svulmer af en selvtillid, selv gospelsangerinder må misunde. Trommernes nonchalance. Inderligheden. Lyt til Take It All, et af albummets smukkeste numre, som har elementer af en Whitney'sk storhed og Janis Joplin'sk inderlighed." - Signe Bønsvig Wehding, Gaffa.dk
Adele har endelig færdiggjort sit længe ventede album, der er sat til at udkomme i januar 2011. Albummet hedder ”21” og er opfølgeren til det anmelderroste debutalbum ”19” fra 2008. Den første single fra ”21” hedder ”Rolling In The Deep” og udkommer den 16. januar. Singlen er som albummet skrevet og produceret af Adele selv i samarbejde med den prisbelønnede britiske producer Paul Epworth og er en mørk en af slagsen som Adele beskriver som en blanding af toner fra blues, gospel og disco.'